Plastbranchen er stærkt repræsenteret i DI’s hovedbestyrelse og underudvalg

Ikke-kategoriseret

På DI’s generalforsamling i september måned blev Plastindustriens formand Søren Ulstrup valgt ind i DI’s hovedbestyrelse, hvor han afløser fabrikant Hans Ulrich, der har været medlem af hovedbestyrelsen siden 1992. Generalforsamlingen resulterede også i, at nye repræsentanter fra plastbranchen fik plads i DI’s forskellige underudvalg.

Del:

Af Lars Friis Farsøe.

Plastindustriens nyvalgte formand, Søren Ulstrup, kan nu også kalde sig nyvalgt medlem af DI’s hovedbestyrelse. Det blev konsekvensen af DI’s generalforsamling tidligere i år, hvor Plastindustriens tidligere formand, fabrikant Hans Ulrich, trådte ud af DI’s hovedbestyrelse efter at have været medlem siden 1992.

I forvejen sidder Plastindustriens næstformand, Hans H. Henningsen, i DI’s hovedbestyrelse i kraft af sin position som formand for DI Vestsjælland. Det betyder altså, at Plastindustriens samlede formandskab nu har sæde i DI’s magtfulde hovedbestyrelse.

– Man må ikke undervurdere vigtigheden af, at plastbranchen er stærkt repræsenteret i DI-regi. DI er en indflydelsesrig, men også meget bred organisation, hvorfor det er afgørende, at plastbranchen har repræsentanter i DI’s forskellige bestyrelser og udvalg. Derfor er jeg særligt tilfreds med, at vi nu har Plastindustriens samlede formandskab siddende i hovedbestyrelsen, fortæller Peter Skov, der er direktør i Plastindustrien.

Læs mere under annoncen… ###REKLAME###

Nye ansigter valgt ind i underudvalg

I forbindelse med generalforsamlingen blev der også udpeget medlemmer til DI’s forskellige underudvalg. Blandt de nye ansigter fra plastbranchen i DI’s udvalg er adm. direktør Lene Haaning (Malte Haaning Plastic A/S), som blev en del af DI’s udvalg for Mindre og Mellemstore Virksomheder. Derudover blev adm. direktør Franz Cuculiza (Aage Vestergaard Larsen ApS) udpeget til DI’s Affaldsudvalg.

Endvidere skete der en udskiftning i DI’s Erhvervsuddannelsesudvalg, hvor senior director Chresten Bruun (LEGO) erstattede Plastindustriens formand Søren Ulstrup.