- For abonnenter
Dagligvarechefen: Du bliver hurtigt gennemskuet på sociale medier
Indsigt: Koncernchef Per Bank i dagligvaregiganten Dansk Supermarked har de seneste måneder skruet op for egen indsats på det sociale medie LinkedIn. Han vil på den måde give både sig selv og koncernen et nyt ansigt.
Uanset om det er butikseleven i Bilka, der gerne vil vise et foto af en udstilling i varehuset, eller en direktørkollega, som pusher et budskab, er der reaktion fra topchefen. Han liker gerne opslag på det sociale medie. Både for at motivere medarbejdere og selv følge med. Men også for at styrke koncernens image og dermed dens salg.
Mens kæderne og dermed selve forretningen gennem flere år har været yderst aktive på sociale medier, er det først i år, at 50-årige Per Bank selv er kommet med på den bølge. I foråret valgte han at oprette en profil på mediet LinkedIn, der ifølge en statistik har omkring 24 pct. af de voksne danskere som brugere.
Det er helt bevidst, at Per Bank valgte dette medie frem for eksempelvis Facebook, der ellers ifølge samme statistik har 67 pct. af de voksne danskere med. Netop LinkedIn er kendt som et mere erhvervsrettet, socialt medie, hvor der ikke deles mange feriebilleder eller kageopskrifter.